Selvfølgelig vil man gerne møde én helt tilfældigt
nede i Netto, rækkende ud efter den samme kødbolle/melbolle-frostpose, som en
selv. Fordybe sig i hinandens øjne og aftale at, man da bare kan dele den pose,
hvis du altså vil med mig hjem. Ligesom i filmene.
Det er dog aldrig sket - måske fordi jeg ikke spiser
kødbolle/melbolle-suppe?
Så man downloader en dating-app, der er lidt
forskelligt at vælge imellem. Så kan man sidde i ro og mag hjemme i sofaen og
"zwipe" medmennesker mod højre og venstre. (Har man læst for meget 2.
verdenskrig for ikke at få en association?). Det er smart, det er fremtiden,
det er lige til.
Nå ja, og ekstremt dovent.
Se, kæden hopper af, når man begynder at tage sofaen
med ud i virkeligheden. Stable en date på benene, mødes på en café, få et
indtryk af personen - nu i 3D - og efter en hurtig halvtime zwipe videre. Man
har valgt en café lige om hjørnet fra ens bopæl, ingen grund til at tage tværs
igennem byen. Til gengæld udleverer man gerne sit private mobilnummer allerede
inden første møde, det er jo igen nemmere end at klikke sig ind på app'en -
slidgigt i tommelfingeren er snart en folkesygdom. Hvis man havde et
splitsekund til at give et førstehåndsindtryk på app'en (hvor alle ved, at
højden er den vigtigste kompetence at fremhæve), får man måske lige et par
minutter mere til at ødelægge det på en virkelig date. Vi skal jo videre i
teksten. Hvis der ikke er gnist eller kemi indenfor 5 minutter, så kan du ikke
indeholder meget mere, der er værd at bruge tid på. Jovist, du er berejst, har grundlæggende gode værdier, sætter pris på familieliv og er på udkig efter én af dele livet med.
Men hvis liv? Dit eller et fælles? Skal man satse på at have succes med et længevarende forhold, er man automatisk to mennesker, med hver sit liv - og et fælles. Selvfølgelig har man drømme og mål for livet, og hvis et parforhold er et af dem, nytter det ikke at være enspænder. Skåret ud i pap handler det om at satse alt, ofre alt, turde vise sig selv, også de grimme sider. Og risikere at blive pisse ked af det og såret, når det ikke lykkes.
Men vi skal tage på de 3D-dates hver gang alligevel. Sætte os op til det, gøre en indsats, være på - hver gang. Og så kan man gå tilbage til sin sofa og zwipe videre, vælge folk fra uden de er klar over det. Men lad det virtuelle ligge derhjemme, og gør jer umage i det virkelige liv. Det skylder vi hinanden. Hvis vi vil hinanden. Og det vil vi da?
